|
William Shakespare, It Was Really Nothing
En række forfattere har direkte referencer til The Smiths i deres romaner. Mindst to af bøgerne er mesterværker
 Morrissey er en belæst herre, som især har ladet sig inspirere af Oscar Wilde, og The Smiths har selv inspireret en række moderne forfattere. Flere af dem har fået fine resultater ud af inspirationen og fortjener at blive læst, uanset om man er Smithsfan eller ej.
Mest kendt er nok den canadiske succesforfatter Douglas Coupland, hvis roman ”Girlfriend In A Coma” (forlaget Borgen) har taget titlen fra Smiths-singlen fra 1987. Den 17-årige Karen går i koma, ni måneder efter føder hun en datter, og 18 år efter vågner Karen igen til en forandret verden. Douglas Coupland, som fik sit gennembrud med debutromanen "Generation X", er erklæret Smiths-fan og lægger ikke skjul på tyverierne.
The Smiths indgår ikke i handlingen, men der er masser af Smiths- og Morrissey-referencer. Blandt de mange lån er ”we can go for a walk where it's quiet and dry, and talk about precious things” (fra ”The Queen Is Dead”), som på dansk er blevet til "Vi tager et sted hen, hvor der er stille og tørt og taler om vigtige ting" (side 46). På side 80 spiller radioen først Blondie og så en sang af The Smiths. To steder bruges "The Last Of The Famous International Playboys". Blandt andet "Jeg, Hef, den sidste af de Berømte Internationale Playboys, har ikke tid til råddenskab" (side 251).
Den fremragende roman er inspireret af åØåen artikel fra Time Magazine og
den sande historie om en stakkels pige, der i 70ernes USA faldt i koma - og vågnede op 10 år senere.
Norsk mesterværk
 Frode Grytten udgav i 1999 den novellistiske roman ”Bikubesang”, som fortjent blev en bestseller i Norge og blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Bogen består af en række fortællinger fra den lille norske by Odda, hvor forfatteren selv stammer fra.
Den første fortælling ”Syng mig i søvn” handler om en ung mand, som bliver fyret som postbud, fordi han cykler rundt i Smiths-t-shirt i stedet for at have uniform på. Hans mor ligger for døden, han savner at have en kæreste, og Smiths’ musik spiller en meget central rolle i hans liv:
”Musik er en måde at trække vejret på. Jeg kan føle mig så ulykkelig og deprimeret, som det overhovedet er muligt at være, men når jeg så spiller nogle bestemte plader, er det som om, jeg langsomt bliver løftet op fra gulvet og svæver mod loftet. Jeg har læst et sted, at Morrissey har det på samme måde. Musikken er den perfekte dope,
siger Morrissey. Musik er bedre end dope.”
Fortællingerne hænger sammen, men kan også læses hver for sig, og selv om resten af bogen er uden Smiths-referencer, så er den noget af det bedste, jeg har læst i de senere år. Poetisk, morsom og vedkommende.
I efteråret 2003 blev der opført et teaterstykke på Det Norske Teatret inspireret af ”Bikubesang” og med masser af Smiths-musik. Hans Rønningen spillede en ung nordmand, som drømmer om at være Morrissey. Skuespilleren var nervøs for publikums reaktion, men kapelmester Rune Berg udtalte til Dagsavisen, at ”Det går nok bra. Smiths-fans kaster ikke tomater”.
Frode Grytten har selv kaldt "Bikubesang" for en hvervekampagne for at få flere Smithsfans. "åØåDet var en elektrisk vårdag i Bergen i 1984. Jeg kjøpte den første Smiths-plata og bar den som en baby hjem.
Etter det var det ingen tvil. Både boka og jeg er gjennomsyret av The Smiths. Jeg ser på "Bikubesong" som ét eneste stort litterært Smiths-album".
Trainspotting og dværgemordere
Skotten Irvine Welsh fik sit gennembrud med romanen ”Trainspotting”, som også er filmatiseret.
I bogen overvejer den unge Spud at lægge armen om den tiltrækkende Nicola,
da han kommer til at tænke på en passage fra
”There Is A Light That Never Goes Out”: “And in the darkened underpass/ I thought Oh God my chance has come at last/
But then a strange fear gripped me/ And I just couldn't ask”.
Sangen er ikke på soundtracket. Bogen er oversat til dansk, selv om det nærmest er umuligt at oversætte den uldne skotske slang. I romanen "Glue" fastslås det, at borgerne i Edinburgh "hate it when their friends become successful". Som Morrissey sang "We hate it when our friends become succesful. And when they are northern, that will make it even worser"...
I romanen ”The Dwarves Of Death” af amerikaneren Jonathan Coe indledes hvert kapitel med en Morrissey-tekst. Den 23-årige musiker William er med bandet The Alaska Factory, men han er utilfreds med den måde, hans sange kommer til at lyde på. Derfor vil han hellere spille i det nye band The Unfortunates, men ser så et af medlemmerne blive dræbt af to dværge.
Han skyder skylden på komponisten Andrew Lloyd Webber (ham med musicals som "Cats" og "Evita"),
Som han mener, er skyld i alle hans ulykker. Ikke mindst fordi hans kæreste mener,
at der hører Lloyd Webber-musik til en romantisk aften...
Ifølge anmelderne er det både morsomt og begavet skrevet.
Jonathan Coe har modtaget en del litterære priser, og blandt hans bestsellere er "House Of Sleep" ("Søvnens hus"), "What A Carve Up!" ("Godt skåret") og "The Rotters Club".
Han har desuden skrevet biografier om skuespillerne Humfrey Bogart og James Stewart samt forfatteren B.S. Johnson.
Fanbrev til Morrissey
 Joe Pernice (fra det glimrende amerikanske band The Pernice Brothers samt tidligere Scud Mountain Boys og Chappaquiddick Skyline) har skrevet den 128 sider lange sider roman ”The Smiths’ Meat Is Murder”, som er inspireret af det klassiske Smiths-album. Bogen blev udgivet på engelsk i 2003. Joe Pernice har sit eget pladeselskab og har også skrevet en digtsamling. Joe Pernice har kaldt The Smihts' ”The Headmaster Ritual” for 80ernes bedste popsang.
Stephen Chbosky skrev ungdomsromanen "The Perks of Being a Wallflower" om den 15-årige Charlie, som skriver breve til ukendte mennesker om sit liv og sine følelser. Hans yndlingssang er "Asleep" med The Smiths, som nævnes et par gange i bogen.
Amerikaneren Willy Russell har skrevet romanen ”The Wrong Boy”, hvor en depressiv teenager beskriver sit liv gennem breve til sit idol Morrissey. I et af brevene hedder det:
“Dear Morrissey,
I'm feeling dead depressed and down. Like a streetlamp without a bulb or a goose at the onset of Christmas time. Anyroad, I thought I'd pen a few lines to someone who'd understand. I know you probably won't answer this; I don't know if it'll even get to you. And, anyhow, even if you wrote back which I know is highly dubious it wouldn't get to me because I'll have gone.”
Morrissey i år 2012
 Den amerikanske musikjournalist Marc Spitz (fra Spin Magazine) lader i sin roman
”How Soon Is Never?” hovedpersonen arbejde på at få gendannet The Smiths! I romanen med stærke selvbiografiske træk opdager en lidt kikset jødisk dreng The Smiths, og forfatteren beskriver hans/sin udvikling fra outsider i Long Island til musikjournalist i New York.
Lidt a la Nick Hornbys "High Fidelity" mikser han en moderne
kærlighedshistorie med en musikalsk hyldest.
Jason P. Fite har skrevet romanen "Vampires Of Suburbia" om en vampyrkult, der drives til at begå et mord. Han citerer fra Morrisseys åØå"I Know Very Well How I Got My Name"
og The Smiths' "Hand In Glove" and "Well I Wonder".
Allermest syret bliver det nok hos den britiske forfatter Steve Beard, som indleder sin syrede fremtidsroman "Digital Leatherette" med et interview med Morrissey. Året er 2012,
og den nu 53-årige Morrissey er på Antarktis for at underholde de hendes majestæts britiske tropper...
Beard omtaler Morrissey som "The Last English Pop Star"
P.S.: Her er flere Smiths-henvisninger fra Douglas Coupland - sidetallene er fra den engelskssprogede originaludgave:
Titlen "I was only trying to be funny" fra "Big Mouth Strikes Again" (side 10),"We'll go to a place that's quiet and dry and talk about precious things" fra "The Queen is Dead" (s. 38), "That Joke Isn't Funny Anymore" (s.44), "then a song by the Smiths
" (s. 68), "Half a Person" (s.112), "Hand In Glove"
(s. 125), "Has the world changed or have I changed" fra
"The Queen Is Dead" (s.128), "this is just the bee's knees" fra "Reel Around the Fountain"
(s.173), "Last of the Famous International Playboys" (s. 221 og s. 263), "Everyday is like sunday"
(s. 231), "The queen is dead" (s.198), "Golden Lights" (s. 283), "Oscillate Wildly"
(s. 283) og til sidst komabeskrivelsen fra "Never Had No One Ever".
Tilbage til toppen
|
