 |
|
|
|
|
|||||||||||||||
|
|||||||||||||||||||
|
|
|||||||||||||||||||
|
Copyright © 2005 |
|||||||||||||||||||
|
|
|
|
|
 |
||||
|
Manchester - so much to answer for Manchester er en af rockens vigtigste byer. Byens musikalske historie fortæller, at ikke kun gutterne fra The Smiths havde rockdrømme som børn. 1980erne med britpop og andet godt var et stort årti for rockbyen Manchester, men det hele begyndte længe før.Alle navne med fed skrift er fra Manchester. Allerede i 1932 fik komikeren og sangeren George Formby et gennembrud i de britiske music halls med "Chinese Laundry Blues". Han blev en af nationens mest populære kunstnere med over 200 plader og over 20 film.Han spillede selv på banjoen til mange af sine hits - blandt andre "The Window Cleaner" og "Leaning On A Lamp Post".
George Formby (på plakaten) og Morrissey Beatens hovedstad Selv om et vist band fra Liverpool løb med det meste af opmærksomheden, så var 1960erne en stor tid for Manchester. The Hollies var blandt de første succesrige navne fra byen. Gruppen blev dannet i 1962 og scorede hits som "Look Through Any Window", "Bus Stop" og "Carrie Ann", inden sangeren Graham Nash forlod bandet på grund af uenighed om repertoiret. Som så mange andre bands var stilen sukkersød, harmonisk og ufarlig a la Everly Brothers og de mest poppede Beatles-sange. Sangeren blev erstattet af Terry Sylvester fra Swinging Blue Jeans (dem med "Hippy, Hippy Shake"), og The Hollies fik hits som "He Aint Heavy, He's My Brother" og "The Air That I Breathe". Nash markerede sig især stærkt sammen med David Crosby, Stephen Stills og Neil Young i supergruppen Crosby, Stills, Nash & Young. "Bus Stop" var skrevet af sangeren, sangskriveren og guitaristen Graham Gouldman fra Manchester.Han skrev også "East West" (som Morrissey senere indspillede) og "No Milk Today", som bysbørnene
The Hollies Herman's Hermits storhittede med i 1966. Herman's Hermits brød igennem med debutsinglen "Into Something Good" fra 1964, og den spøjse, banjo-inficerede popsang "Mrs. Brown, You've Got A Lovely Daughter" toppede hitlisten i USA året efter. Kommercielt var gruppen tæt på at matche The Beatles og Rolling Stones, men Herman's Hermits fik aldrig den samme respekt. Gruppen havde ikke den store indflydelse på sit repertoire,og medlemmerne spillede som regel ikke selv på de store hits. Her hørte man forsanger Peter Noones stemme med resten som kor,mens instrumenterne var overladt til studiemusikere som Jimmy Page og John Paul Jones, som begge senere var med til at danne Led Zeppelin.Men i en uge i april 1965 var Manchester verdens beathovedstad, da "Mrs. Brown..." lå nummer tre på den amerikanske singlehitliste, mens to andre Manchesterbands lå nummer ét og to.Det muntre beatband Freddie & The Dreamers lå nummer ét med "I'm Telling You Now", Som var gruppens klart største hit. Wayne Fontana & The Mindbenders var toer og senere etter med "The Game Of Love". Siden gik det ned ad bakke, og midt i en koncert i oktober samme år sagde bandets ankermand Wayne Fontana "it's all yours" til guitaristen Eric Stewart og forlod scenen! Gruppen gjorde koncerten færdig med Stewart ved mikrofonen, og imod alle odds blev gruppens debutsingle som blot The Mindbenders, "A Groovy Kind Of Love", et stort hit i 1966.
The Smiths I'm Not In Love Også bluesen flød fra Manchester med den legendariske guitarist John Mayall i spidsen. Blandt andre Eric Clapton har spillet med og har lært af Mayall, som er født i 1933 og stadig er aktiv.Lidt i samme boldgade er guitaristen Roy Harper, som også har folkemusikken i sine gener. Allerede i 1967 sang The Mindbenders på sidste vers, men Eric Stewart var ikke færdig med at skrive pophistorie.I 1972 var han sammen med Graham Gouldman med til at danne 10CC. Tre år efter kom kæmpehittet "I'm Not In Love" med den dybt originale produktion og den selvironiske tekst om manden, der i hvert fald ikke er forelsket, Slet ikke... 10CC hittede også med "The Things We Do For Love".To af medlemmerne Godley & Creme fik pæn succes som duo i 1980erne, men de gjorde især indtryk som instruktører af banebrydende musikvideoer – bl.a. deres eget hit "Cry", Duran Duran: "Girls On Film", Visage: "Fade To Grey", The Police: "Every Breath You Take", Herbie Hancock: "Rock It" og Frankie Goes To Hollywoods største hits. Til den bløde rockafdeling hørte Sad Café med Paul Young (nej, ikke ham med solohits i 80erne) som forsanger. Sad Café havde et par pæne hits i 70erne, men det var som sanger i Mike + The Mechanics (med Mike Rutherford fra Genesis), Paul Young fik størst succes. Han døde af et pludseligt hjerteanfald i 2000, kort før han skulle have optrådt på Midtfyns Festival.
Punx Not Dead! Sidst i 1970erne var musikken blev så glat og pæn, at der måtte komme en modreaktion. Det blev punken med navne som Sex Pistols og The Clash, og den inspirerede Manchester-bandet Buzzcocks, som brillerede med korte, punkpopsange som "What Do I Get?" og "Ever Fallen In Love". Selv om Buzzcocks med bandlederen Pete Shelley kun eksisterede i fire år - bortset fra et comeback i 1988/89 - har gruppen selv været inspiration for andre. Man aner den samme intensitet og energi i mange Smiths-sange. Sangeren Howard Devoto forlod tidligt Buzzcocks og dannede Magazine, som mixede artrock og new wave. Musikken var lige så energisk som punken, men teksterne var mere spirituelle og filosofiske. Også The Fall voksede ud af punken sidst i 1970erne, men var i modsætning til mange andre af genrens navne ingen døgnflue. Den sære forsanger Mark E. Smith udtalte, at The Fall ville det modsatte af de pæne Manchesterbands som The Hollies, 10CC, Freddie & The Dreamers og Buzzcocks, som ifølge Smith er "pæne drenge, der altid synger om kærlighed". Buzzcocks' første single "Spiral Scratch" var produceret af Martin Hannett, som også sad ved knapperne for en lang række andre Manchester-navne som Joy Division, New Order, Stone Roses og Happy Mondays. Joy Division debuterede i 1979 med "Unknown Pleasures" - et desperat, dystert og intenst album, som også havde rødder i punken, men var noget mere indadvendt. Ved mikrofonen stod sangskriveren Ian Curtis, som sang sin indre smerte ud, og det gav succes med store sange som "Atmosphere" og "Transmission". Ian Curtis begik selvmord i maj 1980, og kort efter blev klassikeren "Love Will Tear Us Apart" udsendt. Britpoppens vugge Kvartetten New Order album-debuterede året efter med tre medlemmer fra det hedengangne Joy Division. New Order blev gradvist mere lys, poppet og syntheziserpræget, men bestemt ikke mindre interessant. Nu var Bernard Sumner forsanger, mens Peter Hook sørgede for en karakteristisk baslyd. I 1983 udsendte New Order rockhistoriens mest solgte maxisingle "Blue Monday", og sange som "Thieves Like Us", "Bizarre Love Triangle" og "Regret" havde både hitkvaliteter og musikalsk dybde - på én gang. New Order eksisterer heldigvis stadig, men tager sig nogle pauser med tid til andre projekter. Hook har dannet Revenge og Monaco, der også ligger særdeles tæt på New Order-lyden, trommeslageren Stephen Morris og keyboardspilleren Gillian Gilbert Morris har sammen The Other Two, og Sumner samarbejder med Smiths-guitaristen Johnny Marr i Electronic, som lyder mere som New Order end som The Smiths - 1980ernes andet store band. The Smiths stod for en ofte forholdsvis enkel, tresserinspireret guitarrock, men den blev originalt og ekstraordinært godt udført af den karismatiske sanger Morrissey, Den geniale guitarist og en glimrende rytmesektion. Efter opløsningen i 1987 har Morrissey haft en svingende solokarriere med mange godbidder. Johnny Marr har udover Electronic spillet med bl.a. The The og Billy Bragg, udsendt et album som Johnny Marr & The Healers samt produceret Manchester-tilflytterne Haven og Marion. The Smiths inspirerede mange bands - bl.a. James, Som dog ikke nøjedes med at gå i idolernes fodspor. James' debutalbum "Stutter" fra 1986 var en slags folkpop, og senere fulgte næsten stadionrockede hits som "Sit Down" og "Born Of Frustration". Gruppen eksperimenterede bl.a. med Brian Eno som producer på albummet "Laid" fra 1993 og det glimrende afskedsalbum "Pleased To Meet You" fra 2001. 1980erne bød også på det oversete The Chameleons, som lå tæt op ad U2, Echo & The Bunnymen og The Church. For slet ikke at skrive om mainstreampop som Level 42, Barclay James Harvest og Simply Red, hvis forsanger Mick Hucknall oprindelig sang i punkbandet The Frantic Elevators.
Elbow Madchester United Joy Division, New Order og Revenge har alle udsendt plader på selskabet Factory, som gik konkurs i 1993. Factory havde den idealistiske Tony Wilson som direktør og ejer og udsendte også skiver for Happy Mondays, Sex Pistols, A Certain Ratio, Durutti Column og James. Selskabets store indflydelse på Manchesterscenen ses bl.a. i spillefilmen "24 Hour Party People" fra 2002. Happy Mondays, hvis ankermand Shawn Ryder senere dannede Black Grape, fik succes med en dansabel, psykedelisk indiepop. Det førende band i denne genre (som blev døbt Madchester) var The Stone Roses, som kun blev overgået af The Smiths og New Order som Manchesters trendsættere i 1980erne. The Stone Roses' dybt originale debutalbum fra 1989 og singlerne "She Bangs The Drum" og "Fool's Gold" hittede især i hjemlandet, men på grund af en retslig strid med pladeselskabet Silvertone kom gruppens andet album først fem år senere. Derefter blev bandet opløst, og forsangeren Ian Brown tog hul på en solokarriere. I kølvandet på Happy Mondays og Stone Roses fulgte The Inspiral Carpets med et psykedelisk tresserorgel centralt i lydbilledet på stærke sange som "This Is How It Feels" og "She Comes In The Fall". Gruppen blev opløst efter fire albums i 1994. Med i bølgen var også The Charlatans, som hittede i 1990 med "The Only One I Know", og som først kunne lyde som medløbere. Men bandet overlevede Madchester-bølgen, dels ved at skrive stærke rocksange, dels ved at fylde dansegulvene bl.a. i samarbejde med electronica-duoen Chemical Brothers. Mock Turtles havde et enkelt hit med "Can U Dig It?", og Northside, New Fast Automatic Daffodils og tilflytterne Saint Etienne blev også en del af Madchester.
Oasis You're my wonderwaaaal I 1997 brød Chemical Brothers som et af de første elektroniske navne bredt igennem med albummet "Dig Your Own Hole", efter at bl.a. 808 State havde banet vejen. "Dig Your Own Hole" bød på hittet "Block Rockin' Beats" og "Setting Sun" sunget af Noel Gallagher, som sammen med sin bror Liam Gallagher har britpoppens og 1990ernes store navn Oasis. Med inspiration fra The Smiths, The Stone Roses og især The Beatles blev debutalbummet "Definitely Maybe" fra 1994 et brag af et gennembrud. Hvis 1990erne fødte én stor sang, var det "Wonderwall" fra opfølgeren "(What's The Story) Morning Glory?" året efter, og Oasis havde både udstrålingen, Energien og det musikalske potentiale til at være et gigantnavn. Oasis. Men siden gik glansen noget af stjernerne, som havde svært ved at håndtere successen. Selv om Oasis stadig leverer sange over gennemsnittet, er det nu andre navne, der bekræfter Manchesterscenens vitalitet. Doves med tvillingebrødrene Andy og Jez Williams brød igennem i 2000 med den hypnotiske single "Here She Comes", og gruppens andet album "The Last Broadcast" viste et stort band med The Smiths, Radiohead og Oasis i bagagen. Elbow fra forstaden Bury debuterede i 2001 med intelligent drømmepop med inspiration fra Pink Floyd og Radiohead, og gruppens andet album "Cast Of Thousands" fik fortjente anmelderroser. Damon Gaugh er manden bag Badly Drawn Boy, som har hittet med utjekket strikhue og alternativt begavede popsange som "Pissing In The Wind" fra 2000 og "Silent Sigh" fra hans soundtrack til filmen "About A Boy" i 2002. Gaugh har stiftet pladeselskabet Twisted Nerve med bl.a. bandet Alfie lidt i samme boldgade som Elbow og I Am Kloot, som gæster Roskilde Festival i 2004. Andre spændende nutidsnavne er Puressence, som er blevet sammenlignet med The Chameleons og Radiohead, electronica-duoen Lamb og klynkerockbandet på den fede måde Starsailor. Og hvis vi tillader os at regne Manchesterforstaden Wigan med, er der også Richard Ashcroft og The Verve at prale af.
|
||||
