 |
|
|
|
|
|||||||||||||||
|
|||||||||||||||||||
|
|
|||||||||||||||||||
|
Copyright © 2005 |
|||||||||||||||||||
|
|
|
|
 |
|||
|
Johnny Marrs Biografi og Diskografi. |
|||
|
World Of Marr Johnny Marr sørgede for luftigt guitarspil og vidunderlige melodier med mere i The Smiths, og dermed var han med til at skrive rockhistorie. Selv om sangeren Morrissey var frontfigur, var bandet i lige så høj grad Johnny Marrs hjertebarn. Han blev født den 31. oktober 1963 i Manchester som søn af irske indvandrere. Familiens navn er Maher, men han skiftede siden efternavn for ikke at blive forvekslet med John Maher fra Manchesterbandet Buzzcocks. Barndommen beskrives som nærmest lykkelig i en stor familie, der holdt mange fester, og musikken flød som tyk Guinness. Det satte sit præg på knægten, som ofte sad på sit værelse og spillede guitar til forskellige vinylplader. Han forsøgte at kopiere alle pladernes instrumenter på sin guitar - også strygere og klaver, og det kan have givet ham hans særlige lyd. Marrs appetit var stor, og blandt mange inspirationskilder i de tidlige 70ere var T Rex, Ritchie Blackmore, Jimmy Page, Rory Gallagher, Keith Richard og snart også Neil Young og Motown-pladerne.
Allerede som dreng var talentet så stort, at man begyndte at anerkende ham i byens musikermiljø, og Billy Duffy (som senere var med til at danne The Cult) var blandt hans læremestre. Som 14-årig var Marr med i sit første coverband, Paris Valentinos blandt andet sammen med vennen Andy Rourke, som senere også blev bassist i The Smiths. Bagefter var Marr i en kort periode med i det Velvet Underground-inspirerede Sister Ray, inden han kom med i White Dice, hvor han for alvor begyndte at komponere. Efter White Dice flirtede han lidt med hårde funktoner, men det lykkedes aldrig at finde en egner sanger til projektet, og i 1981 mødte han en mand, der nær havde forhindret dannelsen af The Smiths. Matt Johnson ville gerne have Marr med i sit band The The, men Marr havde ikke lyst til at flytte til London, så det blev først til noget efter Smiths-bruddet. Året efter travede han hen til 384 Kings Road og bankede på. Her boede den godt fire år ældre Stephen Patrick Morrissey, som han tidligere havde mødt kort ved en Patti Smith-koncert, og som han havde hørt omtalt som en dygtig skribent. Marr foreslog, at de begyndte at skrive sange sammen, og det viste sig at være en rigtig god idé. Allerede et år efter pladedebuterede The Smiths med singlen "Hand In Glove", og resten er historie, som er beskrevet andetsteds på denne hjemmeside. Freelancer i verdensklasse The Smiths blev som bekendt opløst i 1987, fordi Marr ikke ville længere. På det tidspunkt var The Smiths det mest omtalte band i England og havde leveret fantastiske sange, der virkelig betød noget for deres fans, så det var en stor beslutning for den kun 23-årige guitarist. Siden har Johnny Marr nærmest været freelancer på højt niveau. Allerede inden brudet var officielt, kontaktede han bassisten James Eller og trommeslageren David Palmer med henblik på at lave et nyt band. Det blev aldrig til noget, men i 1989 og 1993 var de med i The The på "Mind Bomb" og "Dusk" sammen med Marrs gamle ven Matt Johnson. Smiths-produceren Steve Lillywhite inviterede ham med på Talking Heads-albummet "Naked" i 1988, og snart spillede han på to albums med Lillywhites hustru, sangerinden Kirsty MacColl. En anden musikalsk ven er Billy Bragg, og i 1989 tog han hul på et samarbejde med New Order-sangeren Bernard Sumner i fritidsgruppen Electronic, som har udgivet tre albums. Andre samarbejdspartnere har været Beck, Bryan Ferry, Oasis, Bert Jansch, Tom Jones, Neil Finn, Lisa Germano, Beth Orton og The Cult samt i flere omgange The Pet Shop Boys. Som Marr også har vist med Electronic, er han ikke så bange for dansemusik som sin gamle ven Morrissey. Desuden er han blevet erfaren rockonkel og producer for nyere Manchesterbands som Marion og Haven. Først i februar 2003 kom det, mange anmeldere og fans havde efterspurgt i mange år; et soloprojekt. Med ham selv som forsanger, guitarist og sangskriver udsendte Johnny Marr & The Healers "Boomslang". Skiven er britpoppet og psykedelisk og lyder mindst lige så meget som Stone Roses og Oasis som The Smiths. Marrs diskografi Johnny Marr har ikke blot brugt tiden på at pudse sine guldpladser efter opløsningen af The Smiths. Man køber sig fattig, hvis man investerer i samtlige hans indspilninger, og han har formentlig ikke engang selv alle sammen. Hvis du vil købe dig halvfattig, så køb først alt med The Smiths og invester dernæst i The The, Billy Bragg, Electronic, Oasis, Kirsty MacColl, Lisa Germano og guitargudens soloskive.
Banderas: "Ripe". Første og eneste album med dansabel, britisk popduo fra februar 1991. Johnny Marr var med som guitarist på nummeret "This Is Your Life". Den kvindelige duo slog ikke igennem trods hjælp fra Bernard Sumner (New Order/Electronic), sangeren Jimmy Sommerville (Bronski Beat) og succes-produceren Stephen Hague (bl.a. New Order, Siouxie & The Banshees, Erasure og Manic Street Prechers). Beck: "Midnight Vultures". Album fra 1999. Marr spillede på sangen "Milk And Honey" med den underlige, men talentfulde amerikanske multimusiker, som klunser sig til sin egen lyd ved hjælp af folk, støjguitar, disco og blues med mere. ”Milk And Honey” er pudsig størrelse, kan man roligt skrive. De optog også et par sange, som ikke er udgivet. Andrew Berry: "Kiss Me I'm Cold". Single fra 1990 med en anerkendt dj fra Manchesters natklub The Hacienda. Marr spillede på både "Kiss Me I'm Cold" og b-siden "That's My Business". Black Grape: “Fat Neck”. Single fra maj 1996 med Shaun Ryder (ex-The Happy Mondays) som flabet forsanger. Stilen er dansevenlig og britpoppet med inspiration fra de psykedeliske 60ere og funk, og det gav et top 10-hit i England. Marr var med på a-siden uden at gøre det store indtryk, og han spillede live med Manchesterbandet senere samme år. Billy Bragg: "Talking With The Taxman About Poetry". Album fra 1986, hvor Marr er guitarist på den sjaskcharmerende kærlighedssang "Greetings To The New Brunette" (også kendt som ”Shirley”) og "The Passion". Uhm!
Billy Bragg: Guitar på "Walk Away Renee", som er b-side på singlen "Levi Stubb's Tears" fra 1986. Billy Bragg: "Don't Try This At Home". Et skammeligt overset album fra 1991. Marr spillede på "Sexuality", som han skrev sammen med Bragg, og på "Cindy Of A Thousand Lives". Begge Marrs bidrag er geniale og muskuløse guitar-opvisninger, som enhver Smiths-fan må elske.
Dette er Bragg i verbal storform i grænselandet mellem folk, pop og rock. Med kyndig assistance fra Peter Buck, Kirsty Maccoll, Michael Stipe og Marr er der mere fylde i hans sound end sædvanligt, og sangskrivningen er i top. Der er dømt mesterværk, og dommen er ubetinget. Billy Bragg: "Bloke On Bloke". EP fra maj 1997. Marr spillede på "The Boy Done Good", som han skrev sammen med Bragg. Bernard Butler: Marr spillede mundharmonika på tre ud af otte instrumentale numre, som den tidligere Suede-guitarist lavede til filmen ”The James Gang”. Der blev ikke udgivet et soundtrack, så numrene kan kun høres i filmen. Butler og Marr har også spillet sammen på et album med Bert Jansch. Bernard Butler var med på de to første Suede-albums, hvor han skrev sangene sammen med forsanger Brett Anderson, men solo har han aldrig været det store sus. The Charlatans: ”Live It Like You Love It”. Livealbum med Manchesterbandet, der har Marr som gæsteguitarist på numrene ”Sproston Green” og ”Weirdo”. Lyd er frisk og britpoppet, og The Charlatans leverer noget af det smukkeste hammondorgel nord for Procul Harum. Bandet var et de hotteste navne i Madchester og har også begået god musik efter den kommercielle storhedstid. The Cult: ”Rare Cult”. Box-sæt med Marr som guitarist på nummeret “North”. Vi taler rå og mørk rockmusik! Marr og Cult-guitaristen Billy Duffy er ungdomsvenner og indspillede under navnet Huge Montenegros ”The Good, The Bad And The Ugly” til NME-opsamlingen ”Ruby Trax”. Duffy er også fra Manchester, og i 1977/78 spillede han i det hårdtslående band The Nosebleeders sammen med blandt andre Morrissey. Echo & The Bunnymen: ”Evergreen”. Sangeren Ian McCulloch og Marr skrev sammen sangen “Nothing Lasts Forever”, som er et af albummets højdepunkter, men Marr spillede ikke med. Til gengæld er det fornøjeligt at høre den undervurderede Bunnymen-guitarist Will Sergeant på skiven, som var et nydeligt, men ikke prangende comeback for Liverpools bedste band siden The Beatles. Electrafixion: ”Burned”. Duo med sangeren Ian McCulloch og guitaristen Will Sergeant (begge fra Echo & The Bunnymen). Den storkæftede sanger og Marr skrev sammen sangene ”Lowdown”, ”Too Far” og ”Never” til albummet fra 1995, der ikke levede op til bunnymændenes tidligere præstationer. Marr og McCulloch skrev også nummeret ”On Top Of The World”, som blev udgivet tre år senere.
Electronic: ”Electronic”. Fritidsduoens debutalbum fra 1991 lød mest som New Order, og Morrissey var sikkert udvandret, hvis Marr havde præsenteret halvtunge danserytmer i The Smiths! Bladet Melody Maker kaldte skiven “one of the greatest albums ever made”, og det er desværre en pæn overdrivelse.Alligevel er Marrs riff-orienterede sangskrivning tydelig, og makkerskabet var frugtbart, selv om det ikke nåede de to kultgruppers niveau. Marrs guitar kommer bedst til sin ret på den fine popsang ”Tighten Up”, der sammen med singlerne ”Getting Away With It” og ”Get The Message” er skivens højdepunkter. Sumner og Marr skrev alle sangene – to af dem med hjælp fra Pet Shop Boys. Electronic: “Disappointed”. Single fra 1992 med gæstevokal fra Neil Tennant. En fin popsang, der skulle blive sidste pip fra elektronikfabrikken i fire år. Electronic: ”Raise The Pressure”. Det første album i fem år. Denne gang med tyskeren Karl Bartos fra techno-fædrene Kraftwerk som med-sangskriver på seks af sangene. Blandt andet de fine popsingler ”Forbidden City” og ”For You” med lige dele The Smiths og New Order, der indleder albummet. Sådan skal det gøres! Bartos får overraskende nok ikke Electronic til at lyde mere elektroniske… Her dufter generelt mere af The Smiths end på debutalbummet, for Marrs guitar er mere markant – blandt andet på perlen ”Out Of My League”. I mine ører er ”Raise The Pressure” Electronics bedste album. Det er ikke et dybt mesterværk, men en opløftende popskive af høj kvalitet. Hvilket er lidt af en præstation set i lyset af Bernard Sumners udsagn om, at han tog ”lykkepiller” på det tidspunkt, fordi han hørte stemmer. Electronic: ”Twisted Tenderness”. Album fra 1999. Bortset fra et sløjt cover af Steve Winwoods ”Can’t Find My Way Home” har Marr og Sumner skrevet alle sangene. Begge har revolutioneret musikken og forsøger ikke at gøre det igen. I stedet får vi ”blot” god pop med Marrs offensive mundharmonika på ”Vivid” som ét af højdepunkterne. Vi er igen mere i New Orderland end i Smithsville, men det fungerer bedst, når vi får lige meget fra begge verdener – som på ”Late At Night”, ”When She’s Gone” og den smukke, næsten akustiske ”Flicker”. Indimellem bliver de inciterende danserytmer lidt for meget af det gode, og over 71 minutters musik kunne med fordel være skåret ned til normal cd-længde. Electronic: ”Twisted Tenderness – Deluxe”. Udgivet i 2001 og mage til “Twisted Tenderness” bortset fra en række remixes – bl.a. fire udgaver af ”Prodigal Son”. Kun for samlere. Everything But The Girl: “Native Land”. Single fra 1984 og med på det album, der bærer gruppens navn. Marr spillede mundharmonika på a-siden, som er blid, jazzet og poetisk popmusik. Duoen fra Hull med Tracey Thorn og Ben Watt hittede senere ved at tilsætte en spiseskefuld electronica til smeltedigelen. Bryan Ferry: “Bete Noire”. Album fra november 1987 – kort efter Smiths’ opløsning. Et frugtbart samarbejde med den tidligere Roxy Music-sanger, mens han stadig var cool. Marr spillede guitar på hittet ”The Right Stuff”, som er det instrumentale Smiths-nummer ”Money Changes Everything” med Ferrys tekst. Desuden spillede Marr guitar ”Limbo”, ”Kiss And Tell” (også et hit) og ”Seven Deadly Sins”. Med på ”Bete Noire” er også en anden legendarisk guitarhelt – David Gilmour fra Pink Floyd.
Albummet består af de bedste optagelser fra en allstar-turné i april 2001, og blandt de andre musikalske venner er guitaristen Ed O’Brien og trommeslageren Phil Selway (begge Radiohead, begge erklærede Smiths-fans), Pearl Jam-sangeren Eddie Vedder og den glimrende sangerinde Lisa Germano. Det er da ganske fornøjeligt, men det lever langt fra op til Neil Finns studieoptagelser. Man sku’ nok ha’ været der. Lisa Germano: ”Lullaby For Liquid Pig”. Mørkt, atmosfærefyldt folkpop-album fra 2003 med en kvinde, som heldigvis er noget for sig selv. Lisa Germano er tidligere violinist for John Cougar Mellencamp og har også spillet med Neil Finn, David Bowie og Simple Minds. Men hun har seks soloalbums bag sig, og det er et ganske andet musikalsk land. Marr spiller guitar på sangene ”Paper Doll” og ”Into The Night”. Begge er fremragende med fin akustisk guitar a la ”Back To The Old House” fra Marr. Andre hjælpere på skiven er Neil Finn og Eels-trommeslageren Butch, men albummet er i høj grad Lisa Germanos eget værk. Udover violinen brillerer hun på sang, guitar, keyboard og ikke mindst piano. En smuk, lavmælt og intens præstation, som kan anbefales fans af Cocteau Twins, Kate Bush og Nick Drake. Haven: ”Between The Senses”. Den britpoppede kvartet blev opdaget af den tidligere The Smiths-manager Joe Moss, som fik dem til at flytte fra hjembyen Cornwall til Manchester. Debutalbummet fra 2002 er produceret af Johnny Marr, og gutterne har utvivlsomt hørt hans bagkatalog, men den bittersøde, dagdrømmende britpop lyder mindst lige så meget som Coldplay, Embrace og The Verve som The Smiths. Lovende, ikke fuldendt. The Impossible Dreamers: ”August Avenue”. Single fra 1985. Marr producerede og spillede guitar på a-siden. Bandets trommeslager Fred Hood var gæst på numrene ”How Soon Is Now?” og ”The Draize Train”, da The Smiths spillede på Brixton Academy i London 24. oktober 1986. Bert Jansch: ”Crimson Moon”. Album fra 2000. Hvor godtfolk er, kommer god folk til… Marr leverer kor på ”Looking For Love”, guitar på ”Fool’s Mate”, mundharmonika og kor på ”The River Bank” og guitar på ”My Donald”. Desuden medvirker den tidligere Suede-guitarist Bernard Butler. Deres bidrag er ikke markant, så man skal kun købe albummet, hvis man er glad for forholdsvis afdæmpet folk tilsat et skvæt blues. Bert Jansch er født i 1943 i Skotland og er selv en dygtig guitarist. I 60erne var han med i gruppen Pentangle, som spillede folk med lån fra rock og psykedelisk musik. Johnny Marr & The Healers: Mandens eget band var i 2000 med på hyldestalbummet ”People On The Highway – A Bert Jansch Encomium” med en coverversion af Jansch’ ”A Woman Like You”. Johnny Marr & The Healers: ”Boomslang”. Album fra 2002 med Marr som forsanger(!), sangskriver, mundharmonikaspiller, producer og guitarist. Et modigt træk, for med hans baggrund kunne han næsten ikke undgå at skuffe, og det gjorde han også. Men albummet er bedre end sit rygte, mind you! Hvis du stadig bebrejder Marr, at The Smiths blev opløst, så get a life. ”Boomslang” er ikke et forsøg på at genskabe Smiths-lyden (det forsøger Morrissey i øvrigt heller ikke), og nogle anmeldere har endda kaldt lyden anti-Smiths. Det er noget vås, selv om lyden er tættere på Oasis, The Charlatans og Stone Roses. Disse bands er inspirerede af Smiths, så lidt firkantet kan man sige, at hønen lærer ægget, som lærer hønen… Med i bandet er bassisten Alonza Bevan (tidligere i Kula Shaker) og trommeslageren Zak Starkey (fra Icicle Works og The Semantics – og søn af Ringo Starr). Trioen står for et stramt sammenspil, der viser, at Marr selvfølgelig ikke omgiver sig med novicer. Åbningsnummeret ”The Last Ride” kunne godt være Oasis i psykedelisk humør, og Gallagher-brødrene ville være stolte over den velturnerede britpopsang ”Down On The Corner”. “Something To Shout About” er en fin McCartney-agtig ballade, og den let rockabilly-rockende ”Need It” lyder som, nåh ja, Morrissey… Med Marr på vidunderlig mundharmonika. Denise Johnson: “Rays Of The Rising Sun”. Single fra 1995. Marr spiller guitar på a-siden. De færreste kender Manchester-sangerinden af navn, men du har helt sikkert hørt hendes stemme. Hun sang kor på de to første Electronic-albums og har også sunget for Primal Scream, Ian Brown, The Charlatans, Bernard Butler og Beth Orton med flere. Tom Jones: ”Re-Load”. Album fra 1999, hvor Tom Jones synger Iggy Pop-klassikeren “Lust For Life” sammen med Chryssie Hynde, og de bakkes op af Johnny Marr på guitar, kor og mundharmonika sammen med flere Pretenders-musikere. Sjovt nok, men ikke ligefrem stor kunst. K-Klass: ”Universal”. Album fra 1993. Marr spiller guitar på ”La Cassa”. K-Klass er alternativ housemusik fra Wales. M People: ”Fresco”. Album fra 1997. Marr var guitarist på ”Rhythm And Blues” og ”Believe It”. Dance-gruppen består af sangerinden Heather Small, Paul Heard (ex-Orange Juice) og Manchester-gutten Mike Pickering (ex-Quando Quango), som er dj. Han var blandt de første til at booke The Smiths-koncerter, og han signede de to Manchesterbands James og The Happy Mondays til pladeselskabet Factory. Kirsty MacColl: “Kite”. Album fra 1989. Marr spillede guitar på albummet, der bl.a. bød på MacColls fine version af Smiths-sangen ”You Just Haven’t Earned It Yet, Baby” samt to glimrende popsange skrevet sammen med Marr (”The End Of A Perfect Day” og ”You And Me Baby”). Mange regner “Kite” for at være MacColls bedste album. Det er pop fra en moden, begavet sanger og sangskriver, som var datter af folk-legenden Ewan MacColl, havde Peggy Seeger som stedmor og var gift med succes-produceren Steve Lillywhite. Hun var efter sigende også en god ven af Morrissey, som hun sang kor for på ”Interesting Drug”, og Marr har beskrevet hendes sangskrivning som ”very close to Morrissey... really funny and really tortured.” Kirsty MacColl: ”Electric Landlady”. Album fra 1991. Marr skrev sangene ”Walking Down Madison” (som er hiphop-inspireret, Morrissey må have korset sig!) og ”Children Of The Revolution” sammen med MacColl. Han spillede også guitar på dem. Stadig et frugtbart samarbejde og hun synger som altid fremragende. Kirsty MacColl: ”Titanic Days”. Album fra 1994. Marr og MacColl skrev sammen sangen “Can’t Stop Killing You”, med en let latin-inspireret, men glimrende guitar. Og hendes finurlige lyrik som I'm the lightning that strikes you/ just before you hear the thunder. Ikke MacColls bedste album, men stadig et lyt værd. Kirsty MacColl blev dræbt i 2000, da hun blev ramt af en speedbåd i havet ud for Mexico. Marion: “The Program”. Britpoppet album fra 1998. Marr producerede alle sangene, spillede guitar og keyboard på en del af dem og skrev nummeret ”Miyako Hideaway” sammen med gruppen. Inspirationen fra The Smiths var meget stor. Marion hyrede den tidligere Smiths-manager Joe Moss, bandet har varmet op for Morrissey, og et par af bandets første singler er produceret af Smiths-teknikeren Stephen Street. Man kan dog også høre inspiration fra Radiohead og Joy Division, og det er net, men ikke prangende. Moodswings: “Moodfood”. Album fra 1992. Moodswings bestod af The Smiths’ tidligere lydmand og tekniker Grant Showbiz og Fred Hood fra bandet Impossible Dreamers. Marr bidrog blot som tekniker på albummet, som er pudsigt mix af trance, pop, rock, electronica og gudvedhvad. Oasis: “Heathen Chemistry”. Album fra 2002 med 90ernes største britpoppere. Han havde set gruppen live, allerede før den havde en pladekontrakt, og han lånte Noel Gallagher flere af sine guitarer. De to Manchestergutter af irsk afstamning gik fint i spænd, men de spillede først sammen mange år efter. Skiven er bedre end sit rygte! Marr spiller den stærkte guitarsolo på ”(Probably) All In My Mind” og leverer guitar og kor til den tresser-psykedeliske “Born On A Different Cloud”, og derudover er der ikke mindst fine ballader på albummet. I efteråret 2001 spillede Marr med ved fire Oasis-koncerter. Beth Orton: “Daybreaker”. Album fra 2002. Den engelske sangerinde og Marr skrev sammen ”Concrete Sky”, men han spiller ikke på den vidunderlige pianoballade, som har Ryan Adams på kor. Det er skivens klart bedste sang. I januar 2001 spillede Marr guitar til en af hendes koncerter, og de skrev sammen yderligere to sange, som ikke er indspillet. Beth Orton har mest høstet anerkendelse for at mikse folk og elektronisk musik, men på dette album er der ikke meget elektronik. Det er ikke dårligt, men du kan lige så godt nøjes med opsamlingen. Pet Shop Boys: “Behaviour”. Album fra 1990. Marr spillede guitar på ”My October Symphony” og ”This Must Be The Place I’ve Waited Years To Leave”. Nydeligt, men helt sikkert til at leve uden. Samme år var dyrehandelsdrengene med på Electronics debut. Pet Shop Boys: “Can You Forgive Her?”. Single fra 1993 med Marr som producer. Pet Shop Boys: ”Liberation”. Single fra 1994 med Marr som guitarist på b-siden ”Decadence”. Pet Shop Boys: ”Bilingual”. Album fra 1996 med Marr på guitar og kor på “Up Against It”, som er tæt på Electronic-stilen. Pet Shop Boys: ”Release”. Duoens sanger Neil Tennant udtalte engang, at Pet Shop Boys er “The Smiths you can dance to!”. På dette album var han tættere på sandheden end før, for Marr spillede guitar på syv sange: Den vellykkede førstesingle “Home and Dry”, ”I Get Along”, ”Birthday Boy”, ”E-Mail”, ”Love Is A Catastrophe”, ”The Night I Fell In Love” og ”You Choose”. Marrs bidrag var et tiltrængt frisk pust til en succesduo, som var ved at stagnere. The Pretenders: “Windows Of The World”. Single fra 1989 med et cover af en Bacharach-sang - med Marr som guitarist på a-siden samt b-siden ”1969”. Et af Marrs store forbilleder er Pretenders-guitaristen James Honeyman-Scott, som døde af en narko-overdosis i 1982. Johnny Marr har formentlig opnået sin specielle janglesound ved at lytte til The Pretenders, så han lignede et logisk valg. Han er da også fotograferet sammen med resten af bandet på omslaget. Alligevel blev han ikke fast medlem, men han har spillet live med gruppen både før og efter. The Pretenders: ”Packed”. Album fra 1990. Marr skrev sangen “When Will I See You?” sammen med Chrissie Hynde. Selv om Marr ikke spiller på sangen, er den højdepunktet på en skuffende skive. Quando Quango: “2 From Quando”. Single fra 1984 med Marr som guitarist på ”Atom Rock” og ”Triangle”, og begge numre findes også på albummet ”Pigs And Battleships”. Quando Quango var et engelsk/hollandsk band, som spillede latinjazz og funkinspireret dansemusik. Mike Pickering fra gruppen dannede senere M People. The Smiths: "The Smiths" fra 1984. The Smiths: "Hatful Of Hollow" fra 1984. The Smiths: "Meat Is Murder" fra 1985. The Smiths: "The Queen Is Dead" fra 1986. The Smiths: "Strangeways Here We Come" fra 1987. The Smiths: "The World Won't Listen" fra 1987. The Smiths: "Louder Than Bombs" fra 1987. The Smiths: "Rank" livealbum fra 1988. Stex: “Still Feel The Rain”. Single fra 1991 med Marr som guitarist på a-siden. Stex var en trio med Andrea Mendez i den vokale forgrund. Talking Heads: “Naked”. Album fra 1988. Marr spillede guitar på den afrikansk inspirerede ”Nothing But Flowers” (hvor riffet minder lidt om “This Charming Man”!), ”Ruby Dear”, ”Cool Water” og “Mommy, Daddy, You And I”. Endnu en charmerende skive med det dybt originale Newyorkerband, som fusionerede hvid (art)rock med verdensmusik på en unik måde. Det blev gruppens sidste album, inden den skævt begavede sanger og sangskriver David Byrne gik sine egne veje. The The: “Mind Bomb”. På dette album fra var Johnny Marr fast medlem af vennen Matt Johnsons band. De skrev sammen sangen ”Gravitate To Me”, og Marrs guitar og mundharmonika løfter blandt andet ”The Beat(en) Generation” (en sang om holdningsløse unge) og ”August & September” op i den syvende pophimmel. Et af The Thes stærkeste udspil, og det siger ikke så lidt. Matt Johnson er en original sangskriver med sit eget udtryk, der både kan skrive poetisk og politisk. Dermed kom Marr efter bruddet med Morrissey til at arbejde med endnu en stor kunster. Johnson og Marr mødte allerede hinanden, før The Smiths blev dannet, men dengang ville Marr ikke flytte til London, så samarbejdet måtte vente. The The: ”Dusk”. Mesterværk fra 1992. Marr spiller på otte af de ti sange, og ikke mindst hans guitar og mundharmonika på den nybluesede ”Dogs Of Lust” og ”Slow Emotion Replay” er fantastisk. En sød pige sagde engang til mig, at ”Dusk” har den samme dragende stemning som mange af The Smiths’ sange, og det øgede min respekt for hende. Dette er en mesterlig skive – måske The Thes bedste – og man kan kun beklage, at samarbejdet ikke fortsatte. The The: ”Solitude” Opsamling med alternative versioner af kendte The The-sange. Kun noget for hardcore fans. Tweaker: ”2 A.M. Wakeup Call”. Album fra 2004 med produceren Chris Vrenna som bagmand. Han er tidligere trommeslager i det råt rockende band Nine Inch Nails, men på egen hånd laver han alt fra afdæmpet, sofistikeret musik til heavytoner. Johnny Marr spiller akustisk guitar på sangen ”The House I Grew Up In”, og blandt andre gæster på albummet er originaler (på den fede måde) som Robert Smith fra The Cure, David Sylvian (eks-Japan) og Will Oldham (eks-Palace). Et soundtrack til natten.
|
|||
The The kunne bremse Smiths
A Certain Ratio: ”Shack Up”. Single produceret af Johnny Marr og Bernard Sumner. Alternativ punkinspireret, funky og indimellem latinjazzet musik fra et Manchesterband, der gik sine egne veje, men var beslægtet med Primal Scream og bysbørnene New Order.
Det var begyndelsen på noget af det bedste, Marr har begået efter The Smiths. Billy Bragg skriver stærke sange med cockney-accent om kærlighed, arbejdsløshed og ensomhed. Det lyder seriøst, og det er det skam også, men der er også masser af varme og humor i socialistens tekster. Producerne er John Porter (som også producerede flere Smiths-albums) og Kenny Jones.
Electronic: ”Getting Away With It”. I’ve been walking in the rain/ just to get wet on purpose lød det på Electronics uimodståelige debutsingle fra december 1989. Johnny Marr dannede duoen sammen med New Order-sangeren Bernard Sumner, og forventningerne var skyhøje. Med som gæster var Neil Tennant og Chris Lowe fra Pet Shop Boys. ”Getting Away With It” var et hit, men de næste to år hørte man intet nyt.
Neil Finn: ”7 Worlds Collide”. Den tidligere ankermand i Crowded House havde Marr med på turné i 2001/2002, og de to musikalske genier har garanteret haft det sjovt sammen. Ikke mindst på Smiths-hymnen ”There Is A Light That Never Goes Out”.