 |
|
|
|
|
|||||||||||||||
|
|||||||||||||||||||
|
|
|||||||||||||||||||
|
Copyright © 2005 |
|||||||||||||||||||
|
|
|
|
 |
|||
|
Morrissey var blandt 80ernes vigtigste rocknavne som forsanger i The Smiths. De ofte depressive og provokerende tekster og Johnny Marrs virtuose guitarspil gav Manchesterbandet en kultstatus, der blev forstærket af Morrisseys karismatiske sceneoptræden. Når han står på scenen, ligner han én, der ejer det hele, men det er kun én side af hans person. Steven Patrick Morrissey blev født den 22. maj 1959 i Davyhulme i Manchester som søn af irske indvandrere. I biografier og interviews får man indtryk af en intelligent dreng, som havde svært ved at tilpasse sig og ofte holdt sig for sig selv. Morrissey fordybede sig i litteratur og som teenager også i rockmusikken. Det traditionelle arbejdsmarked var ikke noget for ham, så han fik bistandshjælp, mens han ledte efter sin rette hylde. Men selv et job i en pladebutik holdt han kun ud i kort tid, for som han synger i Smiths-sangen "Heaven Knows I'm Miserable Now", så var det hverken lykken at være arbejdsløs eller i arbejde...
James Dean og næseblodspunk Morrissey blev freelance musikanmelder for bladet Record Mirror, og han udgav et blad om bandet New York Dolls (hvis fanklub han var formand for) og en bog om skuespilleren James Dean. Men det var først, da den sky 18-årige mand blev sanger i punkbandet The Nosebleeders, at det begyndte at smage af fugl. Med i bandet var også Billy Duffy, som senere var guitarist i The Cult. Efter to kun to koncerter med Morrissey som sanger var det slut. Begge var også med til audition på en pladekontrakt med bandet Slaugter And The Dogs, men det mislykkedes. Slaugter And The Dogs har udgivet plader, efter de to berømtheder forsvandt, og bandet eksisterer stadig. I 1982 mødte han guitaristen Johnny Marr ved en koncert med idolet Patti Smith, og kort tid efter besøgte Marr ham og foreslog, at de skulle skrive sange sammen. Det blev til The Smiths - opkaldt efter Patti Smith - som i sin endelige version også bestod af bassisten Andy Rourke og trommeslageren Mike Joyce. Allerede året efter kom singlerne "Hand In Glove" og "This Charming Man", og debutalbummet "The Smiths" fra 1984 fik en fantastisk modtagelse. Morrissey var blevet en stjerne, som fik dedikerede fans på grund af sin stemme, sin karisma på scenen, sine ofte provokerende interviews og ikke mindst sine tekster. På et tidspunkt, hvor keyboard og popsmart tøj dominerede, stod The Smiths for guitar, bas og trommer og en afslappet tøjstil med t-shirt og cowboybukser. Cool Brittania Samarbejdet holdt kun til og med albummet "Strangeways, Here We Come" i 1987, hvor splid især mellem Morrissey og Marr fik sidstnævnte til at forlade bandet. I mellemtiden havde de været kreative og produktive nok til at sikre The Smiths en kultstatus, der stadig holder. Morrisseys solodebut året efter "Viva Hate" bød på iørefaldende hits som "Suedehead" og "Everyday Is Like Sunday", og uden at leve op til Marrs bedrifter gjorde produceren Stephen Street og Vini Reilly det godt som guitarister. Men der var stadig sten på Morrisseys vej. Sangen "Bengali In Platforms" blev af nogle tolket som fremmedfjendsk, og hans kommercielle stjerne var faldende med de efterfølgende singler. Først i 1991 kom hans andet soloalbum, det letbenede "Kill Uncle", som fik blandede anmeldelser, hvilket også gjaldt det mere hårdtslående album "Your Arsenal" fra 1992. Det gavnede næppe karrieren, at han blev beskyldt for at være nationalist på grund af sangen "The National Front Disco", og fordi han var indsvøbt i et Union Jack til Madstock-festivalen. Underligt nok var der ingen kritik, da britpoppens førende band Oasis brugte flaget flittigt i årene derefter og støttede Labours under mottoet "Cool Britannia".
Sex, løgn og musikvideo Et andet ofte diskuteret emne har været Morrisseys seksualitet, hvilket i høj grad er fremprovokeret af hans tekster og indimellem lidt specielle fremtoning. Som da han i en periode havde liljer i baglommen, når The Smiths var på scenen. Morrissey har selv i interviews nægtet at erklære sig hverken heteroseksuel, homoseksuel eller aseksuel, fordi "etiketter gør folk ulykkelige". Lad det være skrevet med det samme, at www.thesmiths.dk er sat i verden for at beskæftige sig med musikken. I England havde denne debat næppe indflydelse på karrieren, hvorimod den i 80erne fik et amerikansk pladeselskab til afbryde forhandlingerne. Det var dog snarere manglende musikvideoer midt i en MTV-tid og den meget britiske lyd, der kostede The Smiths et gennembrud i USA. En næsten enig anmelderskare hyldede ham derimod for det velskrevne album "Vauxhall And I" fra 1994, som fik magasinet Select til at skrive "hvis han bliver ved med at lave albums som dette, vil du ikke ønske The Smiths gendannet". Desværre skuffede han med albummet "Southpaw Grammar" året efter, og selv om opfølgeren "Maladjusted" var vellykket, nød han ikke længere den samme opmærksomhed. Undtagen til koncerterne hvor Morrissey stadig var i stand til at gribe sit publikum og holde det fast. Der skulle gå hele syv år inden det næste album "You Are The Quarry", efter at Morrissey var flyttet fra det regnvåde Manchester til det solbeskinnede Los Angeles. Albummet lyder, som om solen har gjort Morrissey og hans musik godt, og både anmeldelser og salgstal har pil opad.
|
|||
